Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF og Akademikernes redaktion i Bruxelles hver dag.

Kina forbereder nye handelsfremstød – og klager til WTO

12. feb. 2010Handelspolitik | Af Fagligt.eu

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Af Peder Munch Hansen

Kina øgede i januar sin samhandel med den øvrige verden med 44,4 procent i forhold til januar 2009. Eksporten gik op med 21 procent til 109,47 milliarder dollar. Den store stigning var i importen, der steg med ikke mindre med 85,5 procent til 95,31 milliarder dollar.

Fra årsskiftet var Kina med i et frihandelssamarbejde med ASEAN-landene. Ifølge Xinhua News betyder det, at 90 procent af varerne nu er uden afgifter i samhandelen mellem Kina, Indonesien, Filippinerne, Singapore, Malaysia og også Burma. Kinesiske erhvervsfolk ser det nye marked som en motor for ny vækst, der kan udvikle kinesiske produkter, så de herfra kan vinde yderligere markedsandele i Vesten.

Zhang Tianbing, der er grundlægger af et center for forskning i management i Shanghai, siger, at de kinesiske firmaer endnu aldrig har haft rigtig succes og draget nytte af de fordele, som globaliseringen giver. Det ny frie marked giver nye muligheder for at komme bedre med.

- Hvis de (kinesiske firmaer) får dominerende positioner i regionen, kan de gå videre og opnå det samme i Europa pog Nordamerika. Det ville være et større skridt i udviklingen af økonomien, siger Zhang Tianbing til Xinhua.

Med 1,9 milliarder mennesker i regionen hedder det, at den kan blive den platform, hvorfra de kinesiske virksomheder angriber markederne i Europa og Nordamerika.


Nye klager til WTO

Kina går også mere aktivt frem i stridigheder om handel. Ifølge verdenshandelsorganisationen WTO’s hjemmeside har Kina kun anlagt 7 sager, og der er kun registreret 17 sager mod landet, siden Kina blev medlem i 2004. Til sammenligning er der registeret 94 sager, som USA har anlagt mod andre lande i verden, og USA står på anklagebænken i 109 sager siden 1995.

EU-landene er kun en smule bedre. Selv om enkelte også har nogle få sager løbende eller har haft det, så er der noteret 67 sager mod EU, der selv har indbragt 81 sager.

USA tegner sig for hovedparten af klagerne mod Kina sammen med EU. Og Kina sender også klager den anden vej i et øget tempo, så WTO ifølge det franske dagblad Le Monde frygter, at der kan udvikle sig en handelskrig på fortolkning af regler.

I begyndelsen af februar hed det da også i det kinesiske handelsministerium ifølge Xinhua News, at kineserne vil indlede en sag mod USA for at dumpe priser på kyllinger.

Kineserne klager samtidig over, at EU fortsætter med begrænsninger af importen af sko. EU-kommissionen vil fortsat undersøge, om kineserne dumper og begår unfair handel.

Xinhua citerer den kinesiske handelsmission til WTO for, at EU krænker adskillige forpligtelser i WTO regler for handel.

- Og dermed skader de kinesiske eksportørers legitime interesser, hedder det.

Den største del af den kinesiske eksport af sko er fremstillet af vestlige firmaer i Kina, der udnytter mulighederne for at producere billigt.


Frygt for billige kinesiske varer

De billige kinesiske varer møder bekymring i store dele af verden. I Indonesien var præsident Sulilo Bambang Yudhoyono under pres fra parlamentet for at få udskudt frihandelsaftalen med Kina. Også i Indonesien var det billige sko, som indoneserne frygtede sammen med tekstiler og fødevarer.

Singapores handelsattache i Kina, Ignatius Lim, sagde ifølge Xinhua News, at han forstod den indonesiske bekymring.

- Myndighederne er der nødt til at beskytte de hjemlige fabrikker for at opretholde folks levestandard. Under en sådan økonomisk situation har selv udviklede lande en tendens til at beskytte dem selv ved at tage initiativer til antidumpung og andre forholdsregler, sagde Ignatius Lim.

Zhang Yunling, der er direktør for et kinesisk akademi for socialvidenskaber, mener imidlertid, at man i stedet skal se på den dynamik, som Kina kan skabe i regionen med sin vækst. Kina kan blive en motor for vækst i hele regionen.


Vækst også i fattigere regioner i Kina

Andre peger på, at det er Kina, der burde være nervøs for samhandlen med de øvrige lande i regionen. De mener, at den billige kinesiske produktion får konkurrence fra endnu billigere varer fra de andre lande. Omkostningerne ved fremstilling i Kina er således ikke længere de laveste.

- Det, som vil ske, er, at kinesiske virksomheder opbygger produktionsfaciliteter i områder som Thailand og Indonesien og eksporterer varer til Kina. Det vil have den effekt, at kinesiske producenter også bevæger sig mod billigere steder længere vestpå i Kina, siger Zhang Tianbing.

Han ser dermed, at den ny frihandel både vil udvikle lande i området og Kinas fattigere regioner. Samtidig vil den øgede samhandel styrke virksomheder, så varer bliver bedre, og der bliver investeret i nye, mere moderne varer. Tal for væksten i 2009 viser da også, at det ikke var den moderne, mere højteknologiske produktion, der igen gik op med stormskridt, men andre mere simple produktioner.

Viceformanden i Kinas største bilkoncern, Geely, Yu Xueliang, peger på, at den ny aftale betyder, at også Geely vil skabe vækst og job i andre dele af regionen.

- Indonesien har ikke nogen betydelig bilfabrik, og det totale antal biler, der laves der, er kun 600.000 om året. Men landet har en stor befolkning og masser af potentiale. Vi vil udvide fabrikken og lægge andre operationer der i samarbejde med andre virksomheder, siger Yu Xueliang.


Bendt Bendtsen bekymret for nye forslag til udbudsregler

Den danske ambassadør i Beijing og kommende EU-ambassadør, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, ser også muligheder i den udvikling, Kina er inde i. Til Berlingske Tidende siger han, at den kinesiske vækst gør både landet og virksomhederne stærke.

- Den kinesiske vækst går ikke væk, uanset hvad vi gør. Så den eneste rationelle strategi er at sørge for at være en del af udviklingen. Altså være i stand til at levere de produkter, som kineserne vil efterspørge i de kommende år, siger Jeppe Tranholm-Mikkelsen til bladet.

De konservatives medlem af Europa-Parlamentet, Bendt Bendtsen, er imidlertid bekymret for nye toner i Kina inden for offentlige udbud. Han advarer mod kinesiske planer om at favorisere egne virksomheder ved offentlige udbud.

Ifølge Berlingske Tidende mener han, at EU-kommissionen må tage den sag op, da udbudsreglerne kan ramme også danske virksomheder som Vestas, Novo og Grundfos.

- Men som lille nation kan vi i Danmark alene intet stille op. Derfor har jeg nu rettet henvendelse til Kommissionen for at få svar på, hvad man har tænkt sig at gøre i sagen fra EU’s side, siger Bendt Bendtsen.

Fagligt.EU er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.EU drives i et samarbejde mellem LO, FTF og Akademikerne. Redaktionen sidder på

fagbevægelsens fælles kontor i Bruxelles og kan kontaktes på rani@danishunions.eu