Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF og Akademikernes redaktion i Bruxelles hver dag.

Kommissionen fremlægger forpjusket servicekort

Der var oprindeligt lagt op til, at Kommissionen ville præsentere et forkromet servicekort, som virksomheder, der handler med tjenesteydelser over grænser, kunne bruge som en enkel adgangsbillet til at arbejde på andre EU-markeder. Efter særlig faglig kritik er kortet, som blev præsenteret i dag, dog udvandet betydeligt.
10. jan. 2017Det indre marked | Af Sune Knudsen

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:
Det var tænkt som en af prestigeprojekterne inden for Kommissionens strategi for det indre marked.

Et kort, som servicevirksomheder kunne bruge til næsten uhindret at arbejde på andre EU-landes markeder. Som skulle forankres i virksomhedernes oprindelsesland og derefter bruges til at springe bureaukrati og nationale forhindringer over på de nye markeder. Uden megen ekstra kontrol eller regler, der stod i vejen.

Men helt sådan blev det ikke.

Særligt fagbevægelsen har været kritisk over for kortet. Det ud fra en frygt for, at det ville fjerne den nationale kontrol og lovgivning, der i dag foregår i de lande, hvor virksomhederne ville operere. Og at det ville fungere som et smuthul for brugen af udstationerede arbejdstagere, som det ville blive sværere at holde øje med, når det gælder de vilkår, de arbejder under. 

Læs mere her.

Kortet, som blev lanceret i dag, er derfor også i en light-version i forhold til, hvad der tidligere har været på tapetet.

Det bliver frivilligt at benytte. 

Ifølge kommissionen er det desuden på ingen måde en erstatning for nationale inspektioner, lovkrav eller regler i blandt andet byggesektoren. 

Og endelig er det uden direkte link til udstationerede arbejdere.

Kortets informationer skal dog stadig tilvejebringes af oprindelseslandet. Noget, fagbevægelsen tidligere har kritiseret, da det besværliggør kontrollen af informationerne i de lande, virksomhederne ønsker at arbejde i.

På dagens pressemøde slog beskæftigelseskommissær Thyssen flere gange fast, at der ikke er nogen sammenhæng mellem regler og kontrol i forhold til udstationerede arbejdstagere og så det nye kort. Alt vil være som i dag. 

Læs mere om kortet her.

På spørgsmålet om, hvorfor kortet er blevet udskudt i forhold til den oprindelige lancering, svarede hendes kommissær-kollega Katainen, at det var for at forhindre en, hvad han anser som forfejlet debat:

”Vi ville gerne have mere tid til at gøre forslaget så klart, at det på ingen måde kan misforstås – kun hvis man har dårlige intentioner”.

Om det så bliver sådan eller om kortet også fremover vil være stormomblæst, vil den kommende behandling af kortet, som både bygger på et direktiv og en forordning, vise.

Fagligt.EU er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.EU drives i et samarbejde mellem LO, FTF og Akademikerne. Redaktionen sidder på fagbevægelsens fælles kontor i Bruxelles og kan kontaktes på sune@danishunions.eu.