Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF og Akademikernes redaktion i Bruxelles hver dag.

Europæisk fagbevægelse får plaster på EU-såret

Den sociale dimension i EMU’en må styrkes, og EU-Kommissionen lover at komme med oplæg. Dermed får den europæiske fagbevægelse, EFS, et lille krav opfyldt efter at have kritiseret udkast til EU-topmøde

28. jun. 2013Topmøder | Af testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

EU-landenes stats- og regeringsledere erkender, at den sociale dimension i den økonomiske og monetære union ikke er fulgt med udviklingen i eurozonen. På mødet i Det Europæiske Råd i Bruxelles i dag blev det slået fast, at den sociale dimension må styrkes. Situationen på arbejdsmarkedet og den sociale udvikling må overvåges bedre, hedder det i konklusionerne. Sociale og beskæftigelsesmæssige indikatorer må med i arbejdet med det europæiske halvår, der lægger op til henstillinger til landenes økonomiske udvikling.

Dermed imødekommer stats- og regeringslederne et af de punkter, som den europæiske fagbevægelse, EFS, havde stillet som krav før topmødet. Generalsekretær Bernadette Ségol havde på rundture til en række hovedstæder i EU netop påpeget, at det var nødvendigt også at opstille mål for den sociale og beskæftigelsesmæssige udvikling, der måtte have lige så stor betydning som de mere økonomiske mål, der blev sat. Generalsekretæren havde i skarpe vendinger udtrykt skuffelse over udkast til konklusioner til topmødet.

Stats- og regeringslederne vedtog dog, at den sociale dialog måtte styrkes. Dialogen var et nøgleelement i udviklingen, og det gjaldt både på europæisk og nationalt niveau. Kommissionen vil inden længe præsentere et udspil om den sociale dimension i EMU’en.

Nyt program for beskæftigelse og innovation

Diskussionen om den sociale dimension i EU fandt sted, netop som Europa-Parlamentet og Rådet blev enige om et nyt program for beskæftigelse og social innovation. Programmet, EaSI, integrerer og styrker tre eksisterende programmer, Progress (et program for beskæftigelse og social solidaritet), EURES (for fremme af mobiliteten over grænser) og et program for lettere finansiering af mikrovirksomheder. Det ny program får omkring 6 milliarder kroner at gøre godt med frem til 2020.

På topmødet blev det også besluttet at gå videre med arbejdet med en bankunion. Det gælder både de nærmere bestemmelser for bankovervågningen og omlægninger af banker og måderne, banker kan blive nedlagt.

Den tyske kansler, Angela Merkel, gentog på topmødet, at det vil kræve en ændring af traktaten, hvis der skal opbygges en enkelt bankmyndighed, der får magt ved bankkrak.



Konklusionerne på mødet i Det Europæiske Råd, se her





Fagligt.EU er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.EU drives i et samarbejde mellem LO, FTF og Akademikerne. Redaktionen sidder på fagbevægelsens fælles kontor i Bruxelles og kan kontaktes på sune@danishunions.eu.