Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF og Akademikernes redaktion i Bruxelles hver dag.

Central kommissær på besøg hos danske arbejdsmarkedsparter

I dag deltager beskæftigelseskommissær Marianne Thyssen i et møde med arbejdsmarkedets parter i København. Som kommissær sidder hun med nogle af de helt store sager i EU for tiden, herunder revisionen af udstationeringsdirektivet, spørgsmålet om koordinering af sociale ydelser og den snarlige lancering af en såkaldt søjle for sociale rettigheder.
08. feb. 2017TEMA - på vej mod et mere socialt Europa? | Af Sune Knudsen

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:
Der bliver nok at snakke om, når arbejdsmarkedets parter i aften har inviteret beskæftigelseskommissær Marianne Thyssen til møde i København.

Hun sidder med nogle af de helt store sager i EU for tiden. Sager, der alle har stor betydning for det danske arbejdsmarked i årene, som kommer.

Thyssen skal blandt andet gerne have lukket en aftale om en revision af det eksisterende udstationeringsdirektiv, inden denne Kommissions periode udløber. 

Hun sidder også med om bordet, når det politisk højspændte spørgsmål om dagpenge og børnecheck til andre EU-borgere skal landes i et kompromis. 

Og så skal hun inden længe sammen med Juncker præsentere Kommissionens udspil til en såkaldt søjle for sociale rettigheder (læs vores tema om den her).

Fra faglig side bliver kommissæren mødt med åbne arme men også et par formanende ord.

”Vi har mere end nogensinde før brug for EU. Bare se på migrationsudfordringerne eller de nye udfordringer fra USA og Rusland. Men vi er nødt til at tage EU-skepsissen alvorligt. Folk skal mærke, at EU leverer også i forhold til deres liv. At goderne bliver fordelt retfærdigt. Derfor byder vi også tanken om en social søjle velkommen. Men den skal naturligvis respektere de nationale arbejdsmarkedsmodeller”, siger Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF. 

Hun bakkes op af Lizette Risgaard fra LO, som også har store forventninger til mødet:

”Jeg forventer, at vi blandt andet kommer til at tale om søjlen af sociale rettigheder. Der er gode intentioner bag forslaget. Men jeg vil gøre det helt klart for kommissæren, at det er afgørende for LO, at søjlen respekterer den danske model og arbejdsmarkedets parter ret til at indgå kollektive aftaler om løn og andre ansættelsesvilkår” 

Det er ikke kun fagbosserne og arbejdsgiverorganisationerne, som får mulighed for at debattere med Thyssen. Du kan deltage i et debatmøde på Arbejdermusset i morgen i København. Læs mere her.

Opdatering: efter mødet fangede vi Akademikernes formand Lars Qvistgaard, der sagde følgende om mødet:

”Vi er glade for, at der i Kommissionen er forståelse for styrken i den danske model, fordi den har bragt os velstand velfærd, men jeg bed også mærke i, at kommisæren undrede sig over ”det danske paradoks”, der består i, at vi i  Danmark har en stærk social model, men at vi ikke ønsker, at andre lande skal have en social søjle”



Fagligt.EU er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.EU drives i et samarbejde mellem LO, FTF og Akademikerne. Redaktionen sidder på

fagbevægelsens fælles kontor i Bruxelles og kan kontaktes på rani@danishunions.eu