Europæisk arbejdsmarkedsmyndighed er godt på vej

af Rani Bech 25. november, 2018

Den europæiske arbejdsmarkedsmyndighed er kommet et skridtvidere i processen mod at blive virkelighed. Det skete ved en afstemning i Parlamentet i tirsdags.

– For os er det vigtigt, at en europæisk arbejdsmarkedsmyndighed giver mulighed for bedre håndhævelse af EU’s regler. Det er en afgørende forudsætning, hvis vi skal komme social dumping til livs. Samtidig må arbejdsmarkedsmyndigheden ikke få karakter af en overstatslig myndighed på arbejdsmarkedsområdet. I det lys er afstemningen i Parlamentet et skridt i den rigtige retning, siger Arne Grevsen, stedfortrædende formand, LO

En af de store diskussioner under forhandlingerne op til afstemningen har handlet om, hvorvidt arbejdsmarkedsmyndigheden skulle mediere i tilfælde af uoverensstemmelser mellem to medlemslande eller om, myndigheden decideret skulle kunne bilægge tvister. Det sidste er mere vidtgående end det første, og netop i respekt for de nuværende instanser på arbejdsmarkedet, er forhandlingerne landet på ordet mediering.

Rådet har den europæiske arbejdsmarkedsmyndighed på dagsordenen i december. Der lader til at være generel enighed i Bruxelles om, at det nu handler om at få den færdigbehandlet så hurtigt som muligt.