Whistleblowerdirektivet vil beskytte flere typer ansatte

af Rani Bech 25. november, 2018

I tirsdags var der afstemning i Europa-Parlamentet om whistleblower-direktivet. Afstemningen sluttede med klapsalver, og der er faktisk også noget at klappe af i direktivet.

– Vi er godt tilfredse med resultatet. Jeg glæder mig især over, at det er lykkedes at sikre, at flere forskellige typer ansatte kan nyde godt af beskyttelsen –  og at det specifikt er nævnt, at whistlebloweren har ret til at have sin tillidsrepræsentant med sig hele vejen, siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.

Tillidsrepræsentanten vil nemlig også være beskyttet mod repressalier fra arbejdsgiverens side. Ligesom flere forskellige typer ansatte dækker bredt lige fra praktikanter til selvstændige.

En af de store knaster i forhandlingerne op til afstemningen har handlet om bevisbyrden i tilfælde af repressalier. Den er indtil videre landet på, at hvis whistlebloweren bliver fyret eller chikaneret efter at have blæst i fløjten, må det antages, at der er tale om en hævnakt.

I direktivet ligger der også en opfordring til at indføre bedre forhold for whistleblowere på nationalt plan i medlemslandene.

Rådet vil behandle direktivet i december.