Interview: Danske politikere svigter i EU-politik

af Rani Bech 28. januar, 2019

– Den her skal I også lige se!

Ole Christensen åbner døren mellem de to små kontorer for enden af gangen på 11. etage i Altiero Spinelli-bygningen i Europa-Parlamentet. Det ene er hans og på det andet sidder hans to assistenter og en praktikant. Det er dem, han taler til. Og det, de skal se, er fanen fra Provinsklubben, som i lang tid kun har bestået af to medlemmer – præsidenten for foreningen; Ole Christensen himself og så Bendt Bendtsen fra Det Konservative Folkeparti.

Foreningens to medlemmer bor i øvrigt på det samme hotel i Strasbourg på henholdsvis værelse 10 og 11. Provinsklubbens aktiviteter vender vi tilbage til senere. Nu gælder det fanen.

– Pas nu på, at den ikke rører jorden, advarer Nille Aaby, den ene af assistenterne, da Ole er ved at rulle fanen ud.

– Det ved en soldat alt om. Nu skal du ikke blive for selvhøjtidelig, Nille, replicerer hendes chef i den afslappede tone, der hersker i denne ende af gangen. 

– Er den ikke flot? Og se, der er også slået søm i af Poul Nielson – kommissæren.  Vil I ikke være med på billedet? Især Mikkel, han er jo fra provinsen, siger Ole Christensen.

– Det er en social forening, men der er alligevel også lidt alvor. Vi synes, at der sker for lidt i provinsen. Det er noget, man skal tænke på, når man udvikler Europa, siger han.

Billedet bliver taget. Assistenterne og praktikanten forsvinder ind på deres kontor og Ole Christensen sætter sig igen ved sit skrivebord. Tonen ændrer sig fra kontorhumor til eftertænksomhed, da han reflekterer over sine femten år som medlem af Europa-Parlamentet.

– Det kan nogen gange være hårdt at sidde hernede – det er et dejligt arbejde, og jeg synes også, at det nytter noget, det jeg laver. Men når jeg så kommer hjem til Danmark, er der ikke rigtigt blevet flyttet noget i den internationale sammenhæng. Der er ikke det store og brede forhold til international politik, og EU er aldrig helt blevet godt og grundigt forankret i dansk politik, siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt Danmark er provinsiel, kommer svaret hurtigt.

– Ja, det er man nok! Der er en tendens til, at man lukker sig om sig selv. Det er ærgerligt. Vi behøver EU til at byde ind på de store udfordringer i verden. Der er et stort flertal i folketinget, der er enige i det. Men jeg synes ikke, at danske politikere gør nok for at stå på mål for de ting, der sker hernede og for at tegne Danmark i den internationale verden, vi er en del af. Derfor får folk ikke den viden om EU, som jeg synes, de skal have. De må mene, hvad de vil om EU – bare det er på et oplyst grundlag.

Oplevelsen af, at EU er noget uden for Danmark, er ifølge Ole Christensen opstået i forbindelse med finanskrisen.

– Indtil 2009 var alle lande i økonomisk fremgang, beskæftigelsen steg, og der var ikke noget snak om social dumping. Alle kørte bare på fulde drøn. Der kom flere arbejdspladser. Og så kom krisen, der satte verden i stå. Den ramte også Danmark meget alvorligt. Vi mistede 150.000 arbejdspladser og er først nu tilbage på det samme niveau. De østeuropæiske lande er ikke så tilbøjelige til klynk, så de spændte bare livremmen ind og kørte videre. De sydeuropæiske lande fik en ordentlig omgang. Det gik ud over levestandarden, og de blev fattigere, siger han og uddyber:

Som politiker kan man ikke bare komme og slynge sådan noget ud, synes jeg. 

– Den ydre højrefløj og den ydre venstrefløj har været i fremgang i Europa og i verden. Det gælder også i Danmark, dog ikke så meget som i de andre lande. Vi har stadig en stor grad af partier i Danmark, der er positive i forhold til EU. Men der har der også været fremgang på fløjene. I andre lande er der kommet nationalistiske regeringer, og der er lande som sympatiserer med dem. De har nationalstaten som udgangspunkt. Og hvis man hardet, er det svært at lave politik for borgerne. Jeg kan slet ikke se, hvordan vi skal kunne klare os uden EU. Det kan vi også se med brexit. Politikerne har ikke svaret på, hvad de vil, hvis de ikke vil være med i den her klub.

Det spørgsmål burde pressen efter Ole Christensens mening stille politikerne meget oftere end tilfældet er i dag.

– Pressen burde stille dem til ansvar og spørge, hvad de så vil og, hvad de vil gøre med de mange ansatte, der skal leve af eksport. Som politiker kan man ikke bare komme og slynge sådan noget ud, synes jeg. De korte og populistiske budskaber overtrumfer fakta. Det er skræmmende, og jeg tror, at vi skal råbe vagt i gevær for den udvikling og tale imod de meget nationalistiske partier med fascistiske træk. Ellers er det enden for EU, hvor man sætter sig om et bord og forsøger at løse udfordringerne.

Blev kaldt nationalist
Selv blev Ole Christensen også for nylig kaldt nationalist af sine kolleger i beskæftigelsesudvalget. Det var i forhandlingerne om forordning 883. Det er den, der blandt andet handler om, hvorvidt EU-borgere fra andre lande kan få danske børnepenge og tage dem med til deres hjemland. Det er også den, der handler om, hvor langt tid andre EU-borgere skal have arbejdet i Danmark for at få danske dagpenge, og om de kan tage dem med til et andet EU-land. Og så er det også den, der ifølge ham selv har været Ole Christensens største nederlag i parlamentsarbejdet.

– Jeg har tidligere været ordfører på en lignende sag, så jeg er ret godt inde i detaljerne i den her lovgivning. Min oplevelse af forhandlingerne var, at det blev op ad bakke for os. Så jeg måtte prioritere og valgte at fokusere på dagpengene. Jeg fandt ud af, at det sørme ikke var alle, der mente det samme som jeg på trods af, at jeg havde nogle gode argumenter i den danske model. Jeg blev kaldt nationalist, og fik at vide, at det ikke var udvalgets opgave at sidde og diskutere, hvordan det ser ud i de forskellige lande. Holdningen var – bortset fra enkelte hollændere og østrigere, at i et EU med en halv milliard mennesker, kan man ikke sidde og tage hensyn til, hvordan det ser ud for næsten seks millioner danskere, siger Ole Christensen og fortsætter:

– Jeg svarede selvfølgelig, at hvis der er noget, jeg ikke er, så er det nationalist. Hvis der er noget, der har stor betydning for den måde, vi har opbygget vores velfærdssamfund på, så er det også noget, jeg skal tage mig af. Så det lod jeg mig ikke kyse af. Bagefter tænkte jeg over det og nåede frem til, at vi nok ikke skal vælge de der meget nationale tilgange, som vi ved, der er meget divergerende opfattelser af. Vi bliver nødt til at lægge os et sted, hvor vi stadig kan påvirke uden at blive lige så bombastiske, som jeg blev i den her sammenhæng. Vi tabte jo stort set alle afstemningerne i udvalget. Og i Rådet tabte Danmark stort set også det hele. Så jeg tror, det er tid til, at vi spørger os selv om, hvad der egentlig skete her. Den måde, vi handlede på i beskæftigelsesudvalget, fik nogle konsekvenser, siger han og konstaterer:

– Det er det største nederlag, jeg har fået – fordi vi ikke fik en aftale på det her.

Regeringen prioriterede forkert i Rådet
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen rettede også en kritik mod Ole Christensens indsats.

– Der er ingen, der har lavet så stor en indsats på 883 i Parlamentet, som jeg har, for at tilgodese de danske løsninger. Men jeg har gjort det uden et nationalistisk præg. Venstre har også gjort en indsats på det her område. Jeg gider ikke at hænge nogen ud, men jeg kan jo bare sige, at Morten Løkkegaard startede med at være næstformand i beskæftigelsesudvalget. Hvis den her sag betød så meget for Venstre, så skulle han måske have været blevet som næstformand. Hans gruppe har heller ikke været enig om de her ting. Det er noget pjat, at man bruger det på den måde. Regeringen har prioriteret forkert i rådsforhandlingerne, og derfor har den ikke fået sat fokus på eksempelvis optjeningen til dagpenge – og retten til at tage dem med ud af landet. Jeg tror godt, at vi kunne have været kommet videre, hvis den havde fokuseret på det, siger Ole Christensen.

Ifølge ham havde den danske regering for stort fokus på børnepenge.

– Det var den del, der fyldte mest i Danmark. Det er lidt en symbolaktion, for i kroner og ører betyder det måske ikke så meget. Det er et sted mellem 50 og 100 millioner kroner ud af de 15 milliarder, vi udbetaler i børnepenge. Halvdelen af dem, der går til udlandet, ryger til Tyskland og Sverige. Folk kommer ikke til Danmark for at få sociale ydelser. De kommer for at arbejde, og vi kan se, at de bliver ved med at bo i Danmark. Vi skal passe på med, at vi ikke vender os mod dem, der kommer fra andre lande for at arbejde i Danmark. Dem har vi også brug for. De bidrager også til bundlinjen. Så vi skal være varsomme uden at være tossegode, siger Ole Christensen.

I forhold til dagpengedelen regner han dog også med, at Rådet får forhandlet en aftale, Danmark kan leve med.

– Det er logisk, at der, hvor du betaler skat, skal du også have dine dagpenge – bare ikke fra dag 1. Det er for voldsomt. Kommissionen foreslog som udgangspunkt et år. I genoptjeningsperioden skal du have arbejdet mest i det land, hvorfra du skal have adgang til ydelser.

Social dumping var bare snak
Heldigvis har Ole Christensen også oplevet succeser i de femten år, han har været medlem af Europa-Parlamentet. I hvert fald nok til, at han kan vælge mellem, hvilken der skal fremhæves. Han er eksempelvis ret stolt af sin indsats for at indføre det danske flexicurity-system i andre lande, selv om arbejdet ikke er færdigt endnu. Han er også glad for at have været med til at sætte fokus på løn- og arbejdsvilkår i luftfartsbranchen og sit arbejde med arbejdsmiljølovgivningen. Alligevel er han ikke i tvivl om, hvad den største succes er. Det er arbejdet med social dumping.

– Jeg mener selv, at jeg har været med til at lægge pres på Kommissionen, så den tager det alvorligt. Nu er der kommet en afdeling for social dumping. Under Barosso var det jo bare snak. Man ville ikke acceptere, at der var noget, der hed social dumping. Han kom med håndhævelsesdirektivet, som var med til, at vi kunne stille de krav, vi ville fra dansk side, om dem, der arbejder i Danmark. Det var et kæmpeskridt. I den her samling har vi fået udstationeringsdirektivet, som siger, at du skal have samme løn for samme arbejde samme sted – som i allerhøjeste grad har været med til at sætte fokus på social dumping.

– Jeg går ikke tilbage til lokalpolitik, men jeg vil gerne arbejde med det på et organisatorisk plan for at give noget tilbage til alle dem, der har knoklet for, at jeg har kunnet sidde her, siger Ole Christensen.

Den sociale dumping, der er på transportområdet, bliver behandlet i en særskilt lovpakke.

– Der har jeg haft et rigtig godt samarbejde med både arbejdsgiverne DTL og 3F Transport. De har virkelig strammet sig an for at give os alt det materiale og alle de input, vi skulle bruge. Jeg havde håbet, at vi kunne blive færdige med det, men jeg ved ikke om, vi når det, siger han.

Arbejdsgiverne understøtter social dumping
Vanskelighederne ved at komme social dumping til livs på transportområdet skyldes dog ifølge Ole Christensen de store danske arbejdsgiverforeninger –Dansk Erhverv, DI og ITD.

– Jeg synes ikke, at de har taget et fornuftigt ansvar på sig. De har talt for, at man skulle have lov til at køre international transport uden at være omfattet af udstationeringsdirektivets regler. Hvis man har et postkasseselskab i Rumænien, kan man hyre rumænere til at køre mellem de nordiske lande til en rumænsk løn. Det har arbejdsgiverorganisationerne understøttet. Dermed har de egentlig også understøttet Kurt Beier-sagen med filippinske chauffører i Danmark. Jeg synes også, at de var meget langsomme til at tage afstand til det, der foregik i Padborg. Det er måske et af de mest grelle eksempler, vi kan finde. Men vi kan sagtens finde chauffører, der ikke får en ordentlig løn, og som lever under kummerlige forhold – og hvor det er en dansk virksomhed, der står bag. Det har jeg det rigtig dårligt med. Det skal være sådan, at når man kører i et land, skal man køre efter det lands vilkår. Her er vi også kommet et skridt videre, men jeg ved ikke, om vi når at få det på plads inden valget, siger han.

Revisor i pengeløs forening
Når Ole Christensen efter valget forlader Europa-Parlamentet mister han også sin titel som præsident i den førnævnte Provinsklub. De to medlemmer af foreningen mødes og spiser sammen hver tirsdag. Og så er der også en årlig generalforsamling.

– Engang havde vi også en dagsorden til generalforsamlingen, men det endte i kaos, for det var ren humor. Så det har vi ikke længere. Vi har også en revisor, selvom der ikke er nogen penge i foreningen. I begyndelsen besøgte vi i forbindelse med generalforsamlingen EU-agenturene i de forskellige lande. Vi har ikke besøgt dem alle, men mange af dem. Nu besøger vi kulturbyerne. Så i juni skal vi til Matera i Italien, fortæller Ole Christensen.

Alle tidligere medlemmer, der blandt andre tæller Anne E. Jensen, Ole Andreasen, Jens Okking, Henrik Dam Kristensen og selvfølgelig stifterne Freddy Blak og Niels Busk, er æresmedlemmer og bliver inviteret med.

– Medlemmerne har altid været håndplukkede og nøje udvalgte. Det er ikke sådan, at man bare kan søge om optagelse i foreningen. Nu, hvor både Bendt og jeg stopper, håber jeg, at der bliver valgt nogen fra provinsen, der har lyst til at fortsætte foreningen, siger Ole Christensen.

Oles tre råd til kommende MEP’er:

  • Det er vigtigt at arbejde aktivt i udvalgene og sørge for at pleje sit netværk. Det gælder både interesseorganisationer og de politiske relationer hjemme i sit eget parti.
  • Det er vigtigt at tage udgangspunkt i Danmark og den danske model og derfra kigge på, hvordan den kan passes ind i en europæisk løsning.
  • Det er vigtigt at engagere sig i debatten om europæisk politik og fortælle om, hvad der sker i EU.