Platformsarbejdere har brug for at blive organiseret

af Rani Bech 2. maj, 2019

Pizzeriaer har altid haft en person på en scooter til at udbringe pizzaer. Budene var ansat af restauranterne. Nu arbejder de oftest for en platform, der tilbyder levering af mad fra restauranter.

Platformene hævder, at de ikke er arbejdsgivere.

– De siger, at de ikke leverer opgaverne. De bare er en elektronisk platform, som sørger for at udbud og efterspørgsel mødes. Men de sætter prisen. Og budene skal gå i noget bestemt tøj, opholde sig på et bestemt sted og agere på en bestemt måde. Så der er mange elementer i udførelsen af opgaverne, der kommer fra platformen, siger Maria Jepsen, forskningschef, ETUI.

Platformene hævder også, at de ikke vil være arbejdsgivere, fordi så vil al den frihed, der er forbundet med platformsarbejde forsvinde. De siger, at de, der udfører arbejdet, skal betragtes som selvstændige.

Platformen styrer arbejdstiden
– Det er det, vi kalder falske selvstændige, for du kan ikke være selvstændig under de forhold, der er forbundet med platformsarbejde. Og vi har kigget på, om det er rigtigt, hvad platformene siger. Og der kan vi se, at det altså ikke er rigtigt, at folk selv har frihed til at vælge opgaver og selv har indflydelse på deres indkomst. De er bundet af en masse ting, og de kan ikke bare vælge det arbejde, de gerne vil på det tidspunkt, de gerne vil have det. De kan kun arbejde, når nogen giver dem noget arbejde. Og nogle gange bliver de bare smidt af opgaven. Så i sidste ende er det platformen, der styrer arbejdstiden, fortæller Maria Jepsen.

– Det er det, vi kalder falske selvstændige, for du kan ikke være selvstændig under de forhold, der er forbundet med platformsarbejde. Og vi har kigget på, om det er rigtigt, hvad platformene siger. Og der kan vi se, at det altså ikke er rigtigt, at folk selv har frihed til at vælge opgaver og selv har indflydelse på deres indkomst. De er bundet af en masse ting, og de kan ikke bare vælge det arbejde, de gerne vil på det tidspunkt, de gerne vil have det. De kan kun arbejde, når nogen giver dem noget arbejde. Og nogle gange bliver de bare smidt af opgaven. Så i sidste ende er det platformen, der styrer arbejdstiden, fortæller Maria Jepsen.

Platformsøkonomien breder sig til flere brancher
I dag er der estimeret omkring en million arbejdstagere i EU, der arbejder i platformsøkonomien, og det handler ikke kun om madudbringning, rengøring, eller de andre synlige platforme, de fleste kender til. Det breder sig ifølge ETUI til mange sektorer såsom småreparationer i byggeindustrien. Og så er der også alle de usynlige platforme, hvor arbejdet ikke udføres på et bestemt sted, og hvor opgaverne udbydes globalt såsom oversættelser, tekstskrivning, indtastning etc. Arbejdstagerne sidder så og byder ind på opgaver i hele verden.

– De bygger ofte på et rating-system. Jo højere rating, du har, des flere opgaver får du, og des højere pris kan du sætte på din ydelser. Hvis du er rigtig god, kan du måske få fem euro i stedet for fire euro. Men du kan ikke tage din rating med dig til en anden platform. Og dem, der har en lav rating, får som regel ikke nogen opgaver. Samtidig ser vi eksempler på, at kunden ikke betaler for opgaverne, hvis de er utilfredse med udførelsen. Nogle af platformene er begyndt at indføre klagesystemer for at tage hånd om det, og platformsarbejdere sætter deres egne platforme op, hvor de blandt andet markerer de arbejdsudbydere, der ikke betaler. Men derudover er der ikke meget at stille op. Så der er brug for organisering af den her gruppe arbejdstagere, siger Maria Jepsen. 

Fagbevægelsen i Europa har taget fat om opgaven og er igang med at afprøve forskellige modeller på at organisere og støtte op omkring denne gruppe arbejdstagere. Det er aftalen mellem 3F og Hilfr.dk og aftalen med Faircrowd.work gode eksempler på.

– Og pludselig siger virksomheden, at arbejdstageren i stedet for at få 600 euro, nu kun kan få 500 euro.

Organisering kan lettere lade sig gøre på de platforme, hvor opgaverne er af fysisk karakter og løses lokalt, fordi folk kan møde hinanden og informere hinanden om priser og arbejdsvilkår og finde frem til fælles krav. Det udløser så en ny problemstilling om, hvorvidt det betragtes som karteldannelse alt efter, om arbejdstagerne bliver kategoriseret som arbejdstagere eller som selvstændige. Arbejdstagerne på de globale platforme er sværere at organisere, og der er også nogle helt andre problemstillinger i spil.

– Arbejdstagerne bruger rigtig meget tid på at byde ind på opgaver, som de måske og måske ikke får. Hvis de så lander en god opgave, får de nogle gange et godt forhold til virksomheden, fordi virksomheden er rigtig godt tilfreds med arbejdet. Så arbejdsudbyderen og arbejdstageren udvikler et mere stabilt arbejdsforhold. Det betyder også, at arbejdstageren fokuserer på og specialiserer sig i opgaverne til lige præcis den kunde og ikke får opbygget et bredt kundenetværk. Og pludselig siger virksomheden, at arbejdstageren i stedet for at få 600 euro, nu kun kan få 500 euro. Det bliver arbejdstageren nødt til at acceptere, fordi de er i en situation, hvor det er det eller intet – og det kan fortsætte nedad, fortæller Maria Jepsen.


– Det handler om at overbevise en masse regeringer om, at der ikke er nogen grund til at holde platformene uden for det normale arbejdsmarked og lave særlig lovgivning for dem.

I England har der været sager, hvor man har defineret platformsarbejderne i en slags ny arbejdstagerkategori, hvor de hverken er traditionelle lønmodtagere eller selvstændige. Og lige nu foregår reguleringen af platformsøkonomien på nationalt plan. Det er ikke nødvendigvis godt, mener Maria Jepsen.

– Det handler om at overbevise en masse regeringer om, at der ikke er nogen grund til at holde platformene uden for det normale arbejdsmarked og lave særlig lovgivning for dem i stedet for, at platformene skal tilpasse sig den eksisterende lovgivning. I Belgien har man eksempelvis vedtaget en lov specielt rettet mod platforme, og hvor arbejdstagerne ikke bliver omfattet af beskatning og social sikring, hvis de tjener mindre en 5.000 euro om året. Så det er altså ikke kun platformene, der prøver at undvige arbejdstagerrettigheder. Det er national lovgivning, der giver dem lov til det, siger Maria Jepsen.

I den nyeste benchmarking-rapport fra ETUI kaldes der på EU-regulering i platformsøkonomien.

Det kan du læse mere om her